Brande 24 timers Etapevandring 2009

Inden jeg tog på hærvejsvandringen havde jeg leget med tanken om at deltage i 24 timers vandringen i Brande. Da jeg så havde vandret sammen med arrangører på hærvejsvandringen var beslutningen truffet. Det skulle prøves.

Det skulle egentlig have været mit første forsøg på at gå 100 km, men det fik jeg jo allerede afprøvet 14 dage før i Hamborg … så nu var det egentlig planen at gå samtlige 6 etaper og dermed komme op på 110 km. Det gik dog ikke helt efter planen og jeg stoppede efter de første 5 etaper, men de 100 km var i hus.

Hele vandringen kunne beskrives med et ord REGN. Allerede inden jeg tog afsted havde jeg set på DMI at de lovede regn hele natten og det meste af dagen med. Det viste sig at de for en gangs skyld skulle få ret. Regnen stoppede først efter 4. etape !

Vandrevejr

Vandringen havde Præstelundskolen i Brande som base. Derfra udgik alle vandringens etaper. Det var stedet hvor vi blev bespist. Det var der saniteten holdt til og det var der vi overnattede efter endt gerning.

Jeg valgte at købe en pakkeløsning hvor al forplejning i løbet af vandringen var betalt. Jeg kom af med lidt over 300,- kr. for startgebyr, forplejning og overnatning. Med den gode forplejning vi fik var det bestemt ikke for meget.

Deltog man kun i noget af arrangementet kunne man også købe enkelte måltider, men det var mit indtryk at de fleste købte hele pakken selvom de ikke deltog i alle vandringerne. De var der jo i pauserne og spiste med !

Ud af resultatlisten kan jeg se, at der deltog 42 vandrere. Heraf gik 11 de første 5 etaper og dermed 100 km. 7 gik alle 6 etaperog dermed 110 km. En enkelt kom op på 105 km.

Det er synd at der ikke er flere der møder op til denne vandring. Der er virkelig noget for alle at komme efter. Man kan jo frit vælge hvilke etaper man ønsker at deltage i og man kan gå i sit eget tempo, da der er en bagstopper der sørger for at alle kommer hjem.

Selve etaperne var lidt af en blanding af en ført vandring og en afmærket vandring … alt efter hvor i feltet man befandt sig. Førergruppen satte afmærkninger ud så snart der begyndte at være lidt spredning på gruppen og bagstopperen tog afmærkningen med hjem igen. Det var især smart om natten, hvor man brugte små røde lamper til at markere vejen … og dem har man jo ikke i ubegrænsede mængder.

Ville man gå alle etaperne var det en fordel at følge hovedfeltet, da der ikke var nogen garanti for at bagstopperen var nået i mål inden den næste etape var startet. Her var det den langsomste der bestemte tempoet. Tempoet omme foran lå på omkring 6-6½ km i timen, men man kunne sagtens nå alle etaperne selvom man ikke gik helt så hurtig … så blev pauserne bare det kortere.

Selve vandringen var som sagt delt op i 6 etaper. På alle etaperne var der raster for hver 5 til 8 km. På nær den første rast, der var placeret midt på landevejen, var alle rasterne overdækkede. En absolut nødvendighed i det vejr vi var ude i. Fulgte man med hovedfeltet var der tid til gode pauser mellem de enkelte etaper.

Der var god forplejning og vi var på forhånd bleven udstyret med en plan for hvad vi ville få serveret på de enkelte raster … så havde man det at se frem til, når det blev lidt for træls ude på landevejen.

På natterasterne var der varm kakao og jeg fandt da ud af hvad det vil sige, at man kan få den fortyndet ;-)

Forplejningen på skolen var over al forventning. Efter første etape var der rigelig med smørebrød. Efter anden etape var der suppe. Så var der den store morgenmads buffet. Til frokost var der lasagne og sikke et kagebord der var dækket op til om eftermiddagen :-) Selvom vi gik lidt indimellem var der ikke plads til al den mad.

Pga. regnvejret valgte jeg at vandre i støvler. De var forholdsvis vandtætte udefra, men det hjælper ikke så meget når man ikke også husker at få regnbukser på. Det fandt jeg ud af på den første etape, hvor både sko og strømper nåede at blive våde. Det var heldigvis kun 10 km og der blev skiftet til tørre strømper da vi nåede skolen.

På anden etape havde jeg husket regnbukserne og fødderne forblev tørre resten af vandringen. Så længe bare fødderne er tørre gør det ikke så meget med lidt regn. At vi så til tider fik meget mere end bare lidt regn måtte vi jo også tage med.

Knud gik og talte byger mens vi vandrede. Han var på et tidspunkt nået til 44 … så der var ikke særlig langt imellem bygerne. Til tider skulle man tro at vejret var ude på at drille os. Det holdt med at regne når vi gik til pause … og det begyndte igen lige så snart vi skulle til at vandre.

Selve ruterne er der ikke så meget at skrive hjem om. Brande og omegn er nu engang flad og kedelig, men til gengæld var medhjælperne utrolig servicemindet og der var en rigtig god stemning.

Billeder fik jeg ikke rigtig taget nogen af … selvom jeg havde kameraet med på hele vandringen og netop har købt et der er vandtæt. Lad os se om der bliver overskud til det næste år.

Jeg fik lært at det går betydelig nemmere at vandre langt når man går med omme foran. Når man først kommer lidt bagud har man en tendens til at gå ned i tempo. Det oplevede jeg tydelig på den femte etape. Her faldt jeg lidt bagud og efter en tissepause vandrede jeg alene. Her skulle jeg nok have sat fart på for at nå de andre. I stedet for gik jeg ned i tempo. Da jeg kom i mål var de andre allerede godt i gang med kagerne.

Jeg valgte at springe den sidste etape over. De 7 der valgte den så utrolig friske ud og jeg var ikke sikker på at jeg kunne holde deres tempo … og jeg ville ikke komme sidst – igen.

Jeg havde set frem til et dejligt varmt bad, men det blev der ikke noget af. Vandet var iskoldt og jeg er absolut ikke vinterbader … så det blev kun til en gang klatvask.

Problemerne blev dog løst så dem der tog den sidste etape blev belønnet med et varmt brusebad.

Aftenen blev så afsluttet med dejlig mad, rødvin, irsk kaffe og godt selskab.

Efter at have overnattet på skolen blev der serveret morgenmad inden vi gik hver til sit.

Det er en vandring jeg gerne vil deltage i igen. Måske er vi lidt mere heldig med vejret til næste år. Jeg mangler jo også den sidste etape og isen :-)

 

Arrangørens hjemmeside : Fodslaw Brande