2. Hamburger Hunderter

Efter at have mødt Martin Schmitz og hans Walkinggirl Brigitte til Gendarmstivandringen havde jeg længe gået og overvejet, at deltage i den 100 km vandring som han arrangerede i Hamborg. Det var anden gang den skulle foregå. Beretningen fra første gang lød spændende og hyggelig. Det var en ført vandring i godt selskab og med gode pauser undervejs.

Martin har indrettet en blog om arrangementet på adressen hamburger-hunderter.blogspot.com

Egentlig var det meningen at jeg skulle have deltaget i den første marathon på Samsø den weekend, men med den manglende løbetræning var det nok mere fornuftig at deltage i en vandring. Om det så var fornuftig at vælge en 100 km vandring er jo et helt andet spørgsmål ;-)

På Gendarmstivandringen havde jeg vandret de sidste mange km sammen med en norsk jente ved navn Ellen som er bosat i Flensborg. Hende fik jeg overtalt til at tage med ved at love hende, at jeg nok skulle sørge for at trække hende med hele vejen. Det var nu slet ikke nødvendig da hun var i meget bedre træning end mig.

Vandringen skulle starte fredag d. 21. august 2009 kl. 20. Jeg havde fri den fredag, så det var jo bare med at sove længe. Ulempen ved at starte en 100 km vandring om aftenen er jo, at de fleste på det tidspunkt har været oppe i mange timer. Psykologisk er det dog nok en fordel, at starte med natvandringen mens man stadig er frisk. Det må ikke være sjovt at skulle slutte af med at vandre ind i natten når man er godt udmattet efter de mange km. Den erfaring har jeg dog til gode endnu.

Efter at have samlet Ellen op i Flensborg kl. 16:30 var vi endelig på vej mod Hamborg. Vandringen skulle starte ved banegården i bydelen Rissen. Vi fandt banegården og gik op i byen for at få en bid mad inden vi skulle kaste os ud i udfordringen. Den blev indtaget på en hyggelig fortovscafe.

Da vi kom tilbage til banegården undrede vi os over, at vi stadig ikke kunne se nogen af de andre vandrere. Vi gik igennem banegården til den modsatte indgang. Her var der heller ikke en sjæl at se ! Det viste sig, at de stod lidt derfra ved en bette kiosk. Vi var de sidste de kom, så vandringen startede til tiden. Vi var 9 vandrere hvoraf de 7 havde planer om at gå alle 100 km. Det var mulig kun at gå delstrækninger.

Fra Rissen gik vi langs med Elben ind mod centrum. Det blev hurtigt mørk, men strækningen var godt belyst. En flot tur på gode stier.

Det var nu en lidt anderledes oplevelse at vandre igennem Hamborgs forlystelseskvarter en fredag nat ! Selvom vi kom forbi hvor luderne stod på rad og række slap vi for at blive antastet. De må have kunnet se, at vi ikke var potentielle kunder.

Den første pause holdt vi hos Maike i hendes lejlighed midt i St. Pauli. En flot taglejlighed midt i hjertet af Hamborg. Hun fortalte, at udover fredag og lørdag nat var det faktisk et meget fredeligt og roligt sted at bo.

Martins kone havde tilberedt en lækker suppe til os. Hertil fik vi en kold pilsner. Hvad mere kan man så ønske sig ? Vi sluttede af med en dejlig kop kaffe og hjemmebagt kage. Vi havde det ret hyggelig … så der gik hurtig en times tid.

På den videre færd gik vi en mindre omvej for at følge et par søde piger til det diskotek de ikke kunne finde. Vandrere er nu engang et hjælpsomt folkefærd. Da de nu havde vandret små 775 meter sammen med os måtte de selvfølgelig også have et diplom.

Næste stop var i Wandsbek ved 30 km. Her vi fik os en øl på en bænk ved busbanegården. Alt andet havde lukket.

I løbet af natten havde jeg en længere samtale med Gundula, som havde gået caminoen. Her fik jeg truffet min endegyldige beslutning om også at gå den i 2011.

Strækningen fra hovedbanegården i Hamborg er en rundkreds der også slutter ved hovedbanegården. Første gang gik vandringen med uret og denne gang mod uret. Tror jeg skal med igen næste år, for området vi vandrede igennem om natten så hyggelig ud … så det kunne være spændende at se det i dagslys.

Natturen var ikke på oplyste stier, så det var en rigtig god ide at være udstyret med en lommelygte. Et sted blev der improviseret lidt, så turen ikke skulle ende med at blive for lang. Det gjorde at vi kom ud på en sti der nærmest var vokset til.

På et tidspunkt skulle vi krydse jernbanen. Her måtte vi bruge et kaldesystem så bommene blev åbnet og lukket efter os.

I løbet af natten sagde vi farvel til Brigitte og Christina der kun ville gå en del af strækningen, men det var nu hyggelig med lidt selskab.

I Hoisbüttel var så den første korte morgenmadsrast. Jeg sprang morgenmaden over og kiggede til mine fødder. Det så bestemt ikke godt ud. Jeg havde vabler på begge hæle og under højre forfod. Lidt tidlig når der stadig er 50 km igen. De generede dog ikke ret meget og vi fortsatte derudaf.

Anden morgenmadsrast var ved bageren i Kayhude. Har var borde og stole og et større udvalg af morgenbrød. En god kop kaffe og et friskt rundstykke med pålæg var nu ikke så ringe. Det var mine fødder til gengæld. Forfoden var nu en stor vabel :-( Måske skulle jeg alligevel have trænet lidt inden jeg kastede mig ud i sådan et projekt !

Havde der været en banegård i nærheden af bageren, så kunne jeg godt have fundet på at udgå for ikke at sinke hele holdet. Det var der dog ikke … så der var ikke andet at gøre end at komme videre. Den første km var bestemt ikke rar, men på et tidspunkt gik det da nogenlunde rimelig igen.

Martin filmede min gangart nogle km efter bageren. Det ser nu ikke særlig atletisk ud, men vi havde heldigvis kun omkring 40 km igen.

De sidste 30 km gik langs med floden Alster. Fra dens spæde start til den endte med at blive en stor flod. Det var nemt at finde vej. Vi skulle følge de gule pile.

Omkring middagstid var der indlagt en rast ved Rasthaus Haselknick. Her fik vi lidt at spise og drikke. Et hyggeligt sted og et godt tidspunkt at holde pause.

Allerede fra rasten ved den første bager var gruppen bleven delt i 2 mindre grupper. Ellen befandt sig i den hurtige gruppe der gik et pænt stykke foran … så hun havde bestemt ikke brug for min hjælp for at komme igennem. De andre havde faktisk svært ved at tro at det var hendes første 100 km.

Thorben og mig gik bagerst med skiftende opbakning. Vi kunne ikke længere helt holde de omkring 6 km/h vi havde holdt indtil da.

Martin og Kurt var flinke til at holde os ved selskab, men jeg kan godt forstå, at de på et tidspunkt satte det lange ben foran og trak op til førergruppen.

Efter middagsrasten var der planlagt en eftermiddagsrast ved restaurant Ratsmühle. På et tidspunkt kom jeg til at gå helt alene. Så er det man ønsker sig at man havde sat sig lidt mere ind i ruten. Det var ikke det store problem at følge Alsteren og de gule pile, men jeg kunne ikke huske hvor det var vi skulle holde pause.

Efter et stykke tid indhentede jeg Thorben. Han var kommet i tvivl om vi stadig var på rette vej. Vi havde fået udleveret en plan over ruten i A3, men jeg var åbenbart for træt til at læse kortet ordentlig. En distance på 13 km uden pause er altså også langt, når man har rundet de 80 km.

Da vi fandt en restaurant på den forkerte side af alsteren havde vi mest lyst til at slå os ned der. Jeg havde heldigvis mobilen og Ellens nummer med … så vi fik at vide, at vi kun var omkring 500 meter fra hvor de andre holdt rast. De havde allerede siddet der 10-15 minutter … så vi var unægtelig bleven noget langsommere.

Vi fortsatte i samlet trop, men det varede nu ikke længe før vi igen var faldet tilbage. Denne gang fulgte Kurt dog med os. Tak for det. Det er nu engang rarere at have lidt selskab.

Der var ca. 15 km tilbage og det blev aftalt at vi holdt en sidste rast undervejs. Det blev omkring 3 km før målet. De 12 km var nu hurtigere overstået end jeg havde regnet med … selvom det bestemt ikke længere gik hurtig. Det var nu en lille trøst, at jeg ikke var den eneste der trak farten ned.

På den sidste rast fik vi udleveret vores diplom. Der var jo kun små 3 km igen. Planerne blev ændret mht. slutsted. Da ingen af os skulle med et tog fra hovedbanegården gik vi i stedet til Dammtorbahnhof. Det havde Flemming åbenbart ikke fået fat i … så vi var kun 6 der tog afsked fra hinanden på banegården.

Ellen og mig havde klaret vores første 100 km vandring i 22½ time inkl. pauser. Planen sagde 22 timer, så det var da ikke så ringe endda. Jeg synes nu ikke det gav den samme succesoplevelse, som da jeg gennemførte Swiss Alpin, men jeg var da en oplevelse rigere.

Hjemturen var et kapitel for sig. Det lød enkelt. Vi skulle stå på S-toget og skifte en enkelt gang på vej tilbage til Rissen. Det første S-tog kom vi også med, men da vi skulle skifte var det S-tog vi skulle med aflyst. I stedet for skulle vi med en bus, der kørte os et par stationer frem på ruten, hvorefter vi atter skulle stige på et S-tog.

Langt om længe nåede vi da frem til bilen og hjem i god behold, men en anden gang vil jeg nok overveje enten at tage en overnatning i Hamborg eller at tage toget hjem. Man er altså en smule træt efter at have gået 22 timer i et stræk. Jeg havde jo Ellens selskab på strækningen til Flensborg, men resten af vejen skulle der kæmpes lidt for ikke at falde i søvn.

Mon ikke jeg er med igen til næste år hvor det går den modsatte vej rundt.

Billlederne i denne tekst er venligst udlånt af Martin Schmitz. Se flere billeder i hans blog.