4daagse - Nijmegen

20. juli - 23. juli 2010.

Den hollanske 4 dages march i Nijmegen er den største europæiske march og en af de marcher der var med ved stiftelsen af IML ... så selvfølgelig skulle den prøves på et tidspunkt.

Jeg valgte at tilmelde mig Fodslaw's tur derned. Især fordi Fodslaw havde deres indkvartering meget centralt i Nijmegen. Da mange tager afsted til marchen år efter år kan det ellers være svær at finde overnatning tæt på byen. Starten til 50 km distancen er kl. 04 om morgenen ... og så gider man jo ikke skulle bruge lang tid på transport.

Vi tog afsted fra Danmark om søndagen. Der blev kørt opsamling igennem Jylland med 2 busser som fulgtes ad efter at have skiftet buschaufør i Rødekro. I vores bus var vi MEGET glad for at få en ny chaufør. Ham der kørte opsamling herhjemme burde aflevere sit kørekort. En skam at det var det samme fjols der tog over igen da vi kom hjem.

Turen var udsolgt, men busserne var slet ikke fyldt op. Der må have været en del afbud. Det nød jeg godt af, da jeg havde en hel bænk for mig selv :-)

Hele dagen gik med transporten derned. Vi ankom til Nijmegen kl. 22:30 og blev indkvarteret i Kolpinghuis.

Der var liv og glade dage i byen. Samtidig med marchen bliver der holdt byfest. Her kunne Viborg godt lære lidt. Til hærvejsmarchen var der jo også annonceret byfest i Viborg, men den kunne vi nu ikke få øje på selvom vi ledte efter den.

Nijmegen er en by på størrelse med Århus, men den virkede nu noget større. Der kommer 1½ millioner til byfesten ... så der var mennesker overalt.

Hvis man er til fest og farver, så er Nijmegen helt klart et besøg værd i den uge.

Mandagen blev brugt til at hente startkort. Resten af dagen havde man til at se nærmere på byen.

Selve marchen startede tirsdag morgen. Alle 4 dage startede man inde i Nijmegen. Gik en rundkreds og sluttede inde i Nijmegen igen. Ruterne gik så ud i forskellige retninger hver dag.

Vi var heldige med vejret. Det var SOMMER. Pga. de varslede temperaturer blev starten flyttet en time frem om tirsdagen, dvs. os der skulle gå 50 km startede allerede kl. 03. Selv på det tidlige tidspunkt foregik det i shorts og t-shirt.

Det er ikke for at få naturoplevelser man skal deltage i marchen, men ruterne var nu alligevel noget kønnere end jeg havde fået dem beskreven. Jeg var også bleven advaret om, at man gik skulder ved skulder og ikke kunne sætte sit eget tempo. Det var ikke helt det jeg oplevede. Der var mange ude og gå og til tider var det da svært at komme frem, men generelt kunne man nu godt holde et fornuftigt tempo, hvis man akcepterede at man måtte zig zakke lidt.

Arrangøren havde taget deres forholdsregler pga. varmen. Udover at starten blev flyttet blev der udleveret rigelig med væske i løbet af dagen. Det var dejlig at få stukket en kold flaske vand i hånden ... selvom der var rig med muligheder for at få fyldt den medbragte vanddunk undervejs.

Nu vil jeg ikke trætte jer med detaljer fra de enkelte dage. Den specielle stemning kan alligevel ikke beskrives den skal opleves. Af samme årsag har jeg også undladt at tage billeder.

Den tredje dag er den eneste dag med en smule bakker og den bliver da også kaldt bjergetapen. Da jeg så autocamperne stå kofanger mod kofanger langs bakkerne kunne jeg sagtens forstå hvorfor.

Den største oplevelse skulle efter sigende være indmarchen den sidste dag. Her går man ad Via Gladiola. Der var mange tilskuere og en del havde endda betalt penge for en siddeplads, men stemningen var nu lidt tam. Det virkelige sug i maven pga. stemningen fik jeg i byen Cujik. Byen der lå lige før den pontonbro militæret havde oprettet så vi kunne krydse floden.

Nu har jeg prøvet 4daagse i Nijmegen og jeg vil mene at alle bør prøve det mindst en gang. Nogle vil så blive bidt af det og komme år efter år. Efter at have oplevet den specielle stemning kan jeg godt forstå dem.